Den Danske Bukkejagt 2025 (første del)
Jeg har altid været temmelig ærlig omkring mit helbred.
Hvis nogen spørger :
”Hvordan går det?” ..
ja det er jo sådan et bredt dækkende spørgsmål om, hvordan livet går som helhed, børn, kone, arbejde m.m.
Og dertil svarer jeg som regel sandheden.
”Det går fint/godt”
For det går godt, jeg har været meget meget heldig og priviligeret.
Indskudt bemærkning.
Jeg kom lige i tanke om, at da jeg var teenager godt og vel, da havde jeg en kammerat der når vi mødtes :
”Hvordan går det med kærligheden?”
Faktisk et meget godt spørgsmål, som vi kunne få meget tid til at gå og snakke om.
Dengang var vi jo verdensmestre, vi kunne alt, på toppen af vores potens.
På vej til toppen af vores karrierer, eller hvad der nu kunne komme, det bekymrede os ikke.
Men selv på to selvsikre fyre kunne især kærligheden gøre ondt.
Videre med dagens tekst.
Har nærmest ikke gået arbejdsløs, har for det meste haft spændende jobs. (jeg er ikke kræsen)
Jeg har aldrig fejlet noget alvorligt, har aldrig brækket en knogle i min krop (ikke jeg ved af)
Har 3 sunde og raske voksne børn.
Har en smuk, sund, ung, stærk, kærlig og effektiv kone. (vi har været gift i mere end 30 år)
Ja, så kan jeg vist med ro i sinde svare, jeg har det godt, jeg har det faktisk fantastisk.
Hvis nogen spørger mig, lige netop i dag.
”Hvordan har du det?”
Ja så vil de fleste få at vide, at jeg i sidste uge fik konstateret kræft.
”UHA .. hvordan du det så har det med det?”
Ja .. jeg tænker da meget på det, men først i næste uge får jeg den endelige dom.
Men konstateringen af kræft, har ramt mine børn og Annette meget hårdere end det har ramt mig selv, underligt nok.
Min far blev 62 år, og ja.. da jeg sidste år rundede de 60, da var jeg sikker på, jeg ville blive ældre end min far.
I dag kan jeg godt komme i tvivl, pokkers osse.
Jeg har altid sendt bæprøve ind (efter jeg blev 50)
Jeg har gået til helårstjek mht blodtryk, blodprøve for at se kolesteroltal m.m.
Jeg har fået et par MR scanninger pga en lille forsnævring i hjernen, blot for at konstatere, alt er som det altid har været (medfødt defekt)
At jeg har døjet med hovedpine halvdelen af mit liv, skyldes ikke min abnorme hjerne, men noget andet, ved ikke hvad..
Men pludselig indenfor de sidste 3 måneder, er jeg begyndt at skulle løbe lidt hurtigt, for ikke at komme for sent når jeg skal tisse.. pisseirriterende, for at sige det som det er.
Jeg fik taget en blodprøve for at se mit prostata tal, det bliver man ikke automatisk tjekket for.
Blodprøven viste tal på 6,9 (skal være 4 eller derunder)
Ugen efter fik jeg en finger op, og jeg havde, som de fleste andre 60 årige mænd, forstørret prostata.
Ingen mærkbare knuder.
Ny blodprøve dagen efter (må ikke tages samme dag som en finger har været oppe, underligt, det vidste Bjarne fanme ikke)
Denne blodprøve viste et nyt tal 11,00
Øv.
Min læge turde ikke tage nogen chancer, så jeg blev sendt i den berømte eller berygtede kræftpakke.
Ugen efter.. MR scanning af prostata.
Resultat : Mistanke om kræft, to små områder lyste op.
Ugen efter : Benene i vejret, I kvinder ved hvordan det er, nyt for mig.
Der blev taget 8 biopsier, lægen var ikke nervøs, prostataen føltes fin og rund, men klart forstørret.
Det var ikke sikkert, at det var særligt alvorligt..
Ugen efter : kræft i alle udtagne prøver.
Ugen efter (i forgårs) :
Scanning af knogler med radioaktivt stof i blodet.
Scanning af lymfer med noget andet kontrast middel i blodet.
Og så.. om en uge får jeg den endelige dom.
Og jeg burde egentlig bare glæde mig til d. 16. Maj, som jeg har gjort i mere end 30 år.
Jeg tager normalt ikke sorger på forskud (jo lidt)
I går kiggede jeg på min store bogreol, med ca 500 bøger, mest krimier.
For et halvt års tid siden tænkte jeg..
”Nøj, hvor glæder jeg mig til at læse dem alle sammen en gang til..”
I går tænkte jeg..
”Det når jeg nok aldrig”
Det er de små ting i livet, jeg pludselig går op i, og det er i og for sig klogt nok, ikke at overse de små ting, og kun gå og glæde sig over de store.
Men jeg har ikke tabt mig et gram, tværtimod har jeg taget et par kilo på indenfor de sidste par år.
Jeg spiser godt (alt for meget) jeg sover godt (lidt for meget) men ja, for at vende tilbage til spørgsmål et, så går det godt.
Bukkejagten.. forberedelser.
Som altid er jeg lidt listig
Jeg har bruger et trick, jeg er ikke helt sikker på, hvem der har fortalt mig om tricket, måske Lars fra Vojens.
Lars har jeg kendt fra dengang, der virkelig var debatter til på internettet, især på siden jagtformidling.dk
Der var ikke 60 svar på et spørgsmål/oplæg som man sprang over, for at svare det samme som de 58 andre..
Nej, en debat var en gennemtænkt ting, vi læste, hvad der var blevet skrevet i debatten, og det var en udfordring at tage handsken op.
Jeg husker ikke Lars' brugernavn, mit har altid været mit eget.
Men vi var temmelig enige om det overordnede jagtligt set, vi tog dog også med glæde et par diskussioner, der hvor vi var uenige.
Men der var altid en gensidig sympati/respekt og tillid.
Jeg har kun i al den tid, de seneste 20-25 år, mødt Lars rent fysisk en eneste gang.
Der er åbenbart langt til Vojens og vise versa.
Lars har jeg én gang inviteret på bukkejagt, og han tog de største engelske bøffer med, jeg har set i mit liv.
Han var med på jagt på premieremorgenen og om aftenen, en enkel overnatning, ingen af os skød buk, men vi snakkede selvfølge godt sammen, næsten kun om jagt.
Og Lars, ham har jeg stadig kontakt med, han er en af første jeg sender billede til, når jeg har skudt buk.
Og rent faktisk har jeg mere end en gang siddet og skrevet til Lars, og har måttet lægge min mobil fra mig, fordi nu kom chancen til buk.
På et tidspunkt troede jeg, at der var held i at skrive til Lars, hvis bukken udeblev for længe..
Jeg tror nu mere på firkløveren i dag .. eller måske ikke ..
Inden jeg fik konstateret kræft, har jeg haft en lamineret firkløver i lommen hvor der stod
”Jeg håber ikke jeg har kræft” ..
Så den firkløver var ikke meget værd, jeg tror den var for gammel, det var en jeg havde liggende på lageret, så dens held var åbenbart enten brugt, eller forstøvet bort
Jeg har stadig mit lille drømmeterræn til at gå på jagt på. (ja ja, jeg kan da drømme om noget større, men som landet ligger, må jeg nøjes)
I år har jeg det helt for mig selv.
Josephine har fundet et lille paradis (måske, det vil tiden vise) .. men det ser ud til at være godt.
Og hun har blot en kilometer til det stykke jagt, hun netop har lejet.
Det at køre godt 80 kilometer hver vej for at komme på bukkejagt, det gør bare alting lidt mere besværligt, og kræver god planlægning, før det kan lykkes.
Josephine og min svigersøn bliver forældre d. 12. August, heldigvis et par dage før jeg tager på bukkejagt i Sverige, men som jeg siger, jeg kan hverken gøre fra eller til, hvis Josephine skulle gå over tid.
Benspænd for jagt, især for en kvinde, er det at bliver forælder.
Intet skal for mig spænde ben for hverken d. 16. Maj eller bukkejagten i Sverige d. 16. August.
(jo.. min helt egen død, er det eneste der kan spænde ben for disse to datoer)
Jeg har været på mit terræn med jævne mellemrum, for at tjekke billeder på vildtkameraet, kameraet er enkelt og det kan ikke sende billederne til min mobil.
Jeg har flere gange været derude for at fylde majs i min fodertønde (ja faktisk har jeg fodertønde på alle de tre steder jeg går på jagt)
På to af mine tønder er der automatisk spreder på.
Dette er nødvendigt, når der optræder meget klovbærende vildt eller grævlinge.
Der skal ikke spyttes ret mange kerner ud om dagen, før dyrene vænner sig til at kigge forbi.
Jeg har på kameraet i foråret set 3 forskellige bukke, en drægtig rå og et smaldyr.
Det ser ud til, at råvildtbestanden er på vej op igen, den har været helt i bund på grund af råvildtsygen.
Men indenfor de sidste 14 dage, er der kommet mere dåvildt til, og råvildtet har holdt sig lidt i baggrunden.
Grævlingen har været hele vinteren været meget aktiv ved fodertønden, undtagen de sidste 14 dage, der har der ikke været mange billeder af grævling, de har ellers tidligere været 3-4 individer på samme tid.
I går var jeg ude og smide en sæk majs i fodertønden, sidste gang inden bukkejagten, og muligvis sidste gang inden efteråret.
Der var ikke et eneste billede af råvildt, heller ikke af dåvildt eller grævling.
Jeg tror dyrene nu søger naturlig føde, her hvor især rapsen står i fuldt flor.
Mit hemmelige trick mht råbukken er ikke fodertønden, men jeg kan via tricket se, at bukken er på terrænet, selvom den ikke optræder på billedet.
Så jeg er optimistisk mht d. 16. maj .. eller lad mig udtrykke det anderledes, jeg er optimistisk mht bukkejagten 2026.
Jeg behøver dog absolut ikke nedlægge en buk, på premieredagen, jeg har indtil d.d. nedlagt 115 bukke, så intet haster.
(ikke hvad jeg ved af.. ha ha)
Jeg fik for nylig en kommentar på en af mine youtube videoer.
https://www.youtube.com/watch?v=SAaJCFF5720
Der sker altid et eller andet med os bukkejægere op til premieren, vi bliver nærtagende og meget moralske overfor alle andre end os selv.
Det er ikke første gang, jeg støder på denne Casper, kender ikke manden.
Som alle andre må han da gerne skrive, ringe eller besøge mig.
Jeg er let at finde, i Danmark findes der kun en mand med mit navn, men face til face, bliver de fleste af os meget små.
Casper skrev flg.
”Spændt på at se om det er en stor eller lille buk!!??? Skal det forstås sådan at ser du dyret har noget på hovedet, eller bare penzil, så trykker du???? Man må sige du bruger "selektiv afskydning, eller noget"......
Selektiv afskydning?
Selv om jeg det pågældende sted havde ca. 150 tdr. land, så kunne det med ca 4 nabojægere være svært at være selektiv, udover at det naturligvis var mig, der besluttede om jeg ville skyde bukken eller ej..
Årskvoten på de 150 tdr land var 1 buk und nicht weiter, og den skulle skydes i bukkesæsonen, så jeg kunne ikke (og har aldrig villet) skyde en rå og to lam før jeg skød en buk..ved denne aftale om gratis jagt, så var der ikke noget at diskuttere.
Men hverken på denne jagtmark, og heller ikke på nogle af de andre mange arealer, hvor jeg har haft jagt igennem hele mit jægerliv, har jeg efterlevet det tåbelige råd fra Danmarks jægerforbund.
Hvis du spørger mig, frygter jeg mange nyjægere hopperpå, med det til følge, at de aldrig tør skyde en buk, eller endnu værre, følger rådet og kommer aldrig i nærheden af at skyde en buk.
Tænk hvis alle der råder over en jagtmark i størrelsen 5 ha til flere 100 ha, afskød efter DJ´s anbefalinger.
En jæger med 10 ha, kan i princippet se ligeså mange rådyr som en med 100 ha...det afhænger af årstid og afgrøder.
Jeg prøver igen at stille spørgsmålet.
”Hvorfor så mange jægere har ondt i røven over, at der skydes en et års buk i maj, hvis jægeren f.eks ikke har skudt lam om efteråret?”
Lad nu være med at have så travlt med hinanden..
Tilbage til Casper.
Spændt på at se om det er en stor buk, eller lille buk?
Jeg kunne se denne buk var en god buk, men for en gang skyld, blev jeg meget positiv overrasket over, at bukken var så stor.
Jeg indrømmer at jeg i dette klip siger, at det bliver spændende at se, om det er en lille eller en stor buk, men lige bagefter, siger jeg.. det er ikke en lille buk...og i et klip der ligger før dette (det har jeg ikke lagt op), der siger jeg, at jeg ved bukken var god, men jeg vidste ikke, at jeg netop havde nedlagt min første medalje buk.
Trykker du når du ser bukken har noget på hovedet eller bare pencil?
Nej ikke altid, jeg er sikker på, at jeg har ladet flere bukke gå, end jeg har skudt..
Men det sker, at jeg stadig skyder en etårs buk, for jeg skyder meget sjældent lam på mine stykker, så jeg har ikke dårlig samvittighed, hvis jeg nedlægger en etårsbuk, kun hvis jeg har ladet bukken gå, og "ved en fejl" fejlbedømmer bukken til at være større, end den viser sig at være, det er vist sket en enkel gang.
Det at undskylde sig med, at jeg skyder, fordi dyret sætter dårligt op.. eller er klejn i kroppen.. den har jeg det meget svært ved at bruge som begrundelse..
Jeg skyder mest for jagtoplevelsens skyld, og næsten på højde med det, for kødets skyld.
Er trofæet stort og flot, er det for mig en prik over i'et, men absolut ikke et must.
Sådan er vi jo forskellige os jægere.
Så vidt jeg ved, er det stadig den der har jagtretten, der bestemmer, hvad der på jagtmarken kan og skal nedlægges.
Vi har stadig en fri jagtret, der gælder, så længe vi holder os indenfor lovens rammer.
Apropos lovens rammer.
Så har jeg ikke en termisk spotter, ej heller en drone.
Det første bruges ofte til almindelig riffeljagt i Danmark.
Det med dronen skal også nok komme.
Kan I ikke forestille jer "hvor fedt" det kunne være at overflyve jagtmarken med en droner og et termisk kamera, så kan man da køre hjem hvis ikke der gives udslag på terrænet.
Og man behøver ikke sidde formålsløst ventende på en buk, hvis der ingen signal er i miles omkreds..
Hvor ville vi da spare en masse tid, hvad er der ved at sidde time efter time og bare sidde og glo ud i luften.
(ironi kan forekomme, til de af jer, der skulle være i tvivl)
Nøj mand, hvor ville jeg være gået glip af meget, hvis ikke jeg havde ofret alle de skønne timer uden action..
De to ting har jeg det meget stramt med, drone og termisk spotter.
Jeg kan godt li´, at noget kommer som en overraskelse, efter lang ventetid kan der pludselig komme en god chance til buk.
Ja selv på diverse jagtfilm, der er lavet af de bedste leverandører af den slags, sker der overraskelser over bukkens størrelse, og der nedlægges en buk, de aldrig har set før, eller der nedlægges en buk der er helt speciel/sjov/abnorm osv...
Så put selektiv derop hvor solen aldrig skinner, det er sgu kun for at pudse egen påsat glorie, eller fordi man kommer for lidt på jagt/ikke har skudt ret meget, man som jæger har så travlt med negative kommentarer på nettet, ligesom ham Casper.. han deler intet med andre, men udtrykker sig kun for at styrke sit moralske egotrip..
Jeg kan ikke sige Casper er dobbeltmoralsk (når han ikke lægger noget op), men det er helt okay at have sin egen holdning, jeg ville blot ønske, at nogle lærte at scroole videre og trisse helt væk.
Nøj mand, hvor har jeg da selv travlt lige nu, så stop selv din pibe ind JAØ
Det gør jeg så.
Næste gang jeg giver lyd, så ved jeg, hvor skidt det står til med mig.
Og måske, hvis ikke det er for alvorligt, så skriver jeg en lille historie, om årets første buk.
Jeg håber det bliver en god oplevelse (det bliver det, ellers skyder jeg ikke)
Jeg håber bukken er en fin seksender (hvis ikke, kan det være jeg skyder alligevel)
Jeg glæder mig til, at Zimba skal finde bukken for mig (også selvom jeg ved, at den ligger indenfor 20 meter)
Riflen er tjekket at den kan ramme. (pga benspænd lidt senere end vanligt)
Jeg var i går i røret hos MB jagt. et par jævnaldrende fyre havde skudt i rørene i ca. 45 minutter, jeg stod og ventede.. boum, og ventede.. boum..
For hvert skud, kunne jeg høre de bandede mere og mere
”Hvorfor sidder skuddet nu der?”
I tankerne tænkte jeg.. kr. 25,- , 50,- , 75,- osv.
Og jeg tænkte, skuddene sidder der, fordi I kan bruge løbene som varmekilde i huset resten af dagen, så varmt har i skudt dem nu.
Endelig blev de færdige, mere forvirret efter 50 skud end de var før de afgav det første skud.
Sådan et rør er ikke til at øve sig i at ramme.
Det er til at se, om riflen sætter kuglen, der hvor man sigter.
Jeg afgav (som lovet til dem, der kom efter mig) kun 4 skud.
Første skud med min jagtammunition .. boum .. kunne ikke sidde tættere på centrum. (bulls eye)
De to der stod i kø bag mig, de havde kun en riffel med, var også et par modne herrer, var ved at gøre sig klar til skydning i rør 2, så mit skud på skærmen og sagde..
”Ja, så behøver du ikke tjekke mere..”
”Nej, det tager som jeg sagde, maks to minutter”
.. og så satte jeg 3 gamle jagtmatch 2 cm til venstre for det første skud.
Da jeg kom hjem, kunne jeg se, at det var noget gammelt match ammunition jeg havde brugt, den nye jeg bruger til terrænskydning (der hvor man bliver bedre til skydning) bruger jeg en anden type Norma, og de plejer at sidde akkurat som min jagtammunition.
Skidt om det skud jeg skal bruge på en buk, ikke skulle sidde helt i plet.
Hvis det sidder indenfor en 20 kroner seddel, så er jeg tilfreds.
Jeg er klar til bukkejagten om præcis 8 dage.
Jeg håber Annette har taget fri, så hun kan komme med.
Jeg håber Josephine kan komme afsted på sit nye terræn, om ikke andet, så på premiere dagens aften.
Spændende dage i vente.
Ja faktisk, så syntes jeg hver dag er spændende, ikke to dage er (helt) ens, bukkejagt eller ej.
Knæk og bræk.
JAØ 8/5-25